Japanemne
Kristines gruppe havde i oktober og november 2009, da de gik i 3.klasse, et emne om Japan.Målet var at få viden om den japanske kultur og historie og om japanske skikke, således at vi kunne opbygge en japansk restaurant.
Vi startede med en brainstorm, hvor vi i klassen fik lavet to plancher, som vi havde hængende under hele forløbet:
- Hvad ved vi om Japan?
- Hvad vil vi gerne vide om Japan?
Vi tilføjede punkter løbende.
Hver dag startede vi med at læse et japansk haiku-digt højt og børnene fik hurtigt en fornemmelse af haiku-digtets stramme form. Vi havde et helt ”japan-bibliotek” stående i klassen med bøger om bl.a. japansk geografi, kogebøger, origami og manga-tegneserier. Især bøgerne om manga-tegninger begejstrede børnene!
Vi fik besøg fra den japanske ambassade. De lærte os at lave kalligrafi og alle børnene lærte at skrive deres eget navn med japanske skrifttegn. De holdt et foredrag om Japan og viste fotos fra det smukke og spændende land. I kan læse børnenes beskrivelse af det her:
Derudover besøgte vi restauranten Sticks’n’Sushi, som tog rigtig godt imod os på japansk vis og lærte os at lave sushi. Vi var også heldige at få et lille lækkert måltid serveret, som vi spiste med børnespisepinde. Efter restaurant-besøget tog vi ind til Nørreport Station, hvor vi i forskellige asiatiske butikker indkøbte ris-eddike, tang-plader, soja, wasabi, lykkekager mm., som vi skulle bruge på vores japanske restaurant.
Restaurantbesøget kan I læse om her:
Indkøbssedlen kan I se her:
Så var tiden kommet til at vi skulle have selve restauranten op at stå. Vi skruede benene af bordene i klassen således at man kunne sidde på gulvet og spise. Vi beklædte lamperne med rødt silkepapir og vi foldede origamifigurer, der kunne pynte på bordene. Vi havde lavet flotte invitationer, som vi delte ud til klasserne og til 3.klassernes forældre. I kan se et eksempel her:
Derefter kunne vi indsamle bestillinger fra de andre klasser, således at vi vidste hvem der ville have sushi og hvem der ville have kylling. Vi lavede også nogle arbejdshold som skulle rotere så alle i klassen fik prøvet alle 4 arbejdsopgaver. Arbejdsopgaverne lød således: 1. Indkøb 2. Borddækning + servering 3. Det kolde køkken (skære grøntsager ud + rulle maki-ruller) 4. Det varme køkken (kylling og omelet). I kan læse om arbejdsopgaverne her:
Restauranten blev en stor succes! Arbejdsholdene arbejdede utrolig flittigt og selvstændigt, børnene nød at få lov til selv at gå ud og handle ind og serveringspersonalet var høflige og servicemindede og strålede i de smukke kimonoer, som vi havde lånt af nogle forældre. Og vigtigst af alt: Vores gæster elskede maden! Menuen kan I klikke jer til her:
Efter restaurant-ugen lavede børnene en kogebog med opskrifterne, vi havde brugt på ”Restaurant Haiku”. Opskrifterne kan I se hvis I klikker herunder:
Kogebog forside - ris til sushi - japansk omelet - sushi -
Kara-age(kylling) - isdessert.
Alt i alt var det et super godt forløb. Børnene elskede at lave restaurant og de blev meget fascineret af den japanske kultur.
Vidste du at der er flere sushi restauranter end der er pølsevogne i København.
Haikudigt
Det er meget varmt
To børn leger på stranden
Sammen med en hund.
Nanna 3.klasse, november 2010