Målsætning
En skole fuld af glade børn med masser af livslyst, lærelyst, fællesskabsfølelse og gåpåmodLilleskolen har afsæt i en socialistisk grundholdning, med vægt på demokratisk forståelse og et forpligtende fællesskab for både børn og voksne.
Vi vil styrke børnenes selvfølelse og deres evne til at drage omsorg for andre og for fællesskabet, bl.a. ved at børnene lærer at bruge og udtrykke deres følelser og udvikler empati til gavn for sig selv og andre. Sociale kompetencer udgør en platform, hvorfra børnene tilegner sig de faglige kompetencer, de skal bruge for at kunne begå sig i - og forme - deres omverden.
Børnene skal opleve læring som en tryg og frigørende proces. De bedste betingelser for læring skaber vi ved leg, et tæt miljø og en synlig demokratisk kultur, der bygger på deltagelse, medejerskab og tæt samarbejde mellem børn og voksne.
I Lilleskolens læringsmiljø vil vi lade børnene videreudvikle billedet af sig selv og den verden, de lever i - på en måde, så børnene igennem læreprocesserne opbygger evnen til at formulere konstruktive personlige og fælles mål.
Vi vil motivere børnene til at udtrykke sig musisk, kreativt og intellektuelt i både små og store grupper. Det fremmer børnenes selvtillid og lærelyst – og styrker også udviklingen af deres faglige kompetencer. Disse kompetencer dækker over både teoretisk basisviden og praktisk erfaring med at indhente, bearbejde og formidle indtryk og informationer i en eksperimenterende og projektorienteret proces.
Børn har forskellige forudsætninger og styrker, og igennem samarbejde og medejerskab vil vi bibringe børnene den oplevelse, at deres forskellige indgangsvinkler og kompetencer bidrager til at løse fælles opgaver.
Forskellighed er en styrke, og med det i tankerne – og med en forankring i de sociale og faglige kompetencer - vil vi støtte børnene i at forholde sig aktivt og kritisk reflekterende til natur, samfund, kunst og kultur.
Med udgangspunkt i materialet fra fælles hjemmegruppemøde om Lilleskolens målsætning i november 2007, har pædagogisk udvalg formuleret målsætningen for Den Lille Skole i København. Gennemgået og kommenteret på lærermøder i foråret 2008 samt på Styrelsesmøde d. 10. april 2008.
På de linkede ord i teksten kan man se videoeksempler der understøtter målsætningen.