Slut med støj på Lilleskolen
Her i vintertiden er børnene meget inde i skoletiden. Det giver støj og uro i huset, fordi her er mange børn på få kvadratmeter.
For tiden er støjniveauet for højt til at det er rart og vi har derfor besluttet at lave en fælles indsats for at få mere ro. Kampagnen kører frem til 1. marts.
Det vil foregå, ved at vi i alle hjemmegrupperne sætter fokus på støj/ro.
- Vi vil snakke med børnene om at tage hensyn til hinanden og at være hjælpsomme.
- Vi vil snakke med børnene om at skabe arbejdsro i timerne:
-når klokken ringer, skal man gå ind og sætte sig stille på sin plads
-man skal tale ordentligt til hinanden
-man skal tale afdæmpet sammen, når man arbejder - Vi vil snakke med børnene om, at de ikke må løbe og råbe indendørs. Løbelege og højrøstede aktiviteter skal foregå udenfor.
Det er områder, som vi lærere i forvejen altid er opmærksomme på for at opnå et godt arbejds- og læringsmiljø, men vi har besluttet at lave en ekstra fælles indsats netop nu.
I dag har vi inddraget børnene i projektet på plenum, og i timerne vil vi arbejde med materialer fra Landsforeningen for Bedre Hørelse. Vi har lånt en ”støjkasse” med materialer om lyd og fået 238 ørepropper.
Vi håber, at I vil bakke os op og tale med jeres børn om det derhjemme.
Støjsvag hilsen fra lærerne.